Studietur til Palæstina
I samarbejde med University College Lillebælt
Studieturen til Palæstina handler ikke kun om sundhed, men om sundhed i et globalt perspektiv.
Hvordan påvirkes sundhedsforholdene i Palæstina af den mangeårige israelske besættelse, og den internationale ramme konflikten foregår i? Hvilken sammenhæng er der mellem psykosociale sundhedsforhold og forekomsten af diabetes i flygtningelejrene? Hvad betyder det, når både private, statslige og internationale aktører varetager sundhedstilbuddene i samme område? Hvad betyder muren og checkpoints for noget så konkret som ambulancekørslen? Og hvordan ser unge palæstinensere på deres fremtid?
Det er blot få af de mange spørgsmål, du vil arbejde med i løbet af studieturen. Det handler om sundhed, og særligt om de politiske rammer der har betydning for palæstinensernes levevilkår og sundhed. Studieturen er også en stor kulturel oplevelse, hvor vi lægger vægt på det direkte møde med både unge, sundhedsfaglige og helt almindelige palæstinensere.
Du kommer hjem med nye faglige perspektiver, viden om Palæstina og et langt større globalt udsyn.
Studieturen er åben for tilmelding for alle sundhedsfaglige studerende ved en dansk professionshøjskole.