Undervisningen
Kursets ånd er mødet mellem mennesker. Du kan forvente en deltagerorienteret og virkelighedsnær læring, hvor undervisning og praksis går hånd i hånd.
Hver hverdag starter med undervisning på højskolen, hvor dygtige undervisere giver en introduktion til dagens emne. Undervisningen skaber en stærk faglig ramme, så du får den nødvendige baggrundsviden, inden du om eftermiddagen tager ud for at opleve emnet i praksis. Gennem besøg hos inspirerende mennesker, projekter og institutioner får du indsigt i Tanzanias kultur, historie og samfundsforhold. Du besøger blandt andet en masaai-stamme, kvinderettighedsforkæmpere, en lokal skole og en kaffeplantage.
Højskolen er også hjemsted for andre kurser, hvor folk fra hele verden deltager. Hvis du er heldig, kan du opleve større arrangementer, hvor aktivister fra hele Østafrika mødes for at dele viden og erfaringer. Stemningen er åben og imødekommende, og samtaler opstår helt naturligt.